'Pluribus' åbner med et globalt paradigmeskift, der indtræffer uden varsel og uden reel forklaring. Et signal – kemisk, biologisk eller noget tredje, som serien aldrig beslutter sig for – rammer Jorden og hensætter menneskeheden i en tilstand af permanent lykke. Konflikter, vold og uenighed forsvinder. Alle er venlige, empatiske og tilfredse. Verden er fredelig – og fuldstændig livløs. Tolv mennesker er dog immune. En af dem er Carol Sturka (Rhea Seehorn), en bitter forfatter, der foragter sit publikum og anser sit eget værk for tomt, klichépræget skrammel. Hun skriver kærlighedshistorier, hun ikke selv tror på, og hader både genren og de mennesker, der køber bøgerne. Fra første afsnit udpeges hun som seriens moralske referencepunkt og som adgang til den “ægte” menneskelighed: tvivlen, uroen, egoismen.

Budskabet er hverken subtilt eller komplekst, men lige ud ad landevejen: uden angst og konflikt ophører vi med at være mennesker. Serien gentager pointen om og om igen uden at nuancere den, som om gentagelse i sig selv kunne skabe dybde.

Præmissen er fed, men udførelsen forbløffende tynd. Serien genbruger velkendte hivemind- og bodysnatcher-motiver uden at tilføre dem nye perspektiver. Seriens horrordystopi behandles med en selvhøjtidelighed, der ikke modsvares af tænkning. Fortælletempoet er ekstremt langsomt, men uden dramatisk akkumulation: gåture, stirrende blikke og tavshed fylder, mens hverken personerne eller omverdenen flytter sig. Det er ikke kontemplation, men stilstand.

Verdensopbygningen holder ikke. Serien forestiller sig, at et globalt kollektiv automatisk bliver mere empatisk, mere moralsk og mere miljøbevidst. Det er hverken biologisk, sociologisk eller logisk plausibelt. En reel gestaltbevidsthed optimeret mod harmoni ville være emotionelt flad og brutalt effektiv. Den ville eliminere, ikke fremme ineffektivitet. I stedet præsenteres vi for en flokmentalitet, der er snydt ud af næsen på en idealiseret, moderne vestlig middelklasse. Serien ønsker at kritisere kollektiv tænkning, men tør ikke vise dens faktiske konsekvenser.

De konkrete fortællevalg forværrer problemet: at al madproduktion og -distribution samles under én central styring, selv om det gør systemet mere skrøbeligt, fordi én fejl eller afbrydelse får konsekvenser for alle, og at de tolv mennesker, som ikke påvirkes af kollektivets kontrol, behandles med forståelse og hensyn, selv om de i praksis udgør en trussel mod hele systemets mål. Hertil kommer natlig nedlukning af elektricitet i storbyer, hvilket i virkeligheden ville koste tusindvis af liv. En scene bruger endda et helt passagerfly til én person i en serie, der påstår at prioritere bæredygtighed.

Carol som hovedperson er et særlig svagt punkt. Hun er ikke ubehagelig på den interessante måde, men bare flad og passiv. Publikum er konstant foran hende, hvilket dræner fortællingen for spænding. Serien forveksler hendes bitterhed med dybde. Det bliver næsten parodisk, når man husker, at hun lever af at skrive fiktion: verdens mest ekstreme samfundsomvæltning udspiller sig, og hun reagerer uden nysgerrighed, refleksion eller intellektuelt engagement. Det er ikke bare underspillet. Det er utroværdigt.

Det mest absurde ved 'Pluribus' er modtagelsen. Serien kritiserer konformitet og blind konsensus, mens den selv hyldes næsten enstemmigt, primært båret af, at den er forfattet af Vince Gilligan, manden bag mesterværket 'Breaking Bad'. Skær prestige og goodwill væk, og projektet ville næppe have set dagens lys. Den påståede dybde viser sig at være tom atmosfære, den langsomme stil ren stilstand.

'Pluribus' er ikke misforstået, ikke forud for sin tid og ikke subtil. Den er en dyr, selvfed gentagelse af velkendte idéer uden konsekvens, nysgerrighed eller dramatisk kraft. Når jeg ser de begejstrede 5/5-anmeldelser, føler jeg mig præcis som Carol Sturka: alene i et rum fyldt med smilende mennesker – og med en ubehagelig fornemmelse af at være den eneste, der stadig ikke er blevet forført af fællesskabets velbehagelige tomhed.

Anmeldelse: Breaking Bad (tv-serie)

5 ud af 5 kræftsyge kemikere. Jeg har i årevis gået rundt om denne serie som katten om den varme grød, for alle roser den til skyerne, hvilket altid gør mig mistænksom, og helt ærligt …  en terminalt syg kemilærer, der springer ud som narkohandler? Det...