Bedste film på streaming lige nu

Filmen præsenteres som en thriller, og det er falsk reklame, for den er langsom og søvndyssende med en påklistret mordgåde, der viser sig at være ren narrefisse, men har dog en afrundet slutning i modsætning til det opreklamerede makværk “Lost in Translation”, der også foregår i Japan og ligeledes handler om en vesterlænding på glatis i solopgangens land. Her er hovedpersonen den svenskfødte Lucy (Alicia Vikander), som har søgt tilflugt i Japan, fordi hun synes at være fulgt af død og ulykke...Læs hele anmeldelsen

Jeg tror aldrig, jeg kommer til at holde af hverken Brand eller Hill, og sammen er de noget nær verdens mest ulidelige duo, og deres film er en absolut forglemmelig samling af idiotiske gags. Rose Byrne er dog lækker ─ og det klæder hende at tale frækt.

Fungerer fint som stramt fortalt thriller indtil en gennemført kikset og utroværdig feelgood-slutning ødelægger det hele. Øv, siger jeg bare.

Robert Langdon har det med at møde smukke kvinder uden nogensinde at få noget på den dumme, og selv om det på sæt og vis gør historien mere realistisk end en Bond-film, er det jo ikke derfor, vi går i biffen, vel?,Den tredje Dan Brown-filmatisering er lige så dum, usandsynlig og dårligt plottet som de to andre. Læs bøgerne i stedet. Der får man da i det mindste det vanvittige sludder forklaret, så man kan forstå det.

Præcis lige så ligegyldig som "Divergent". Guvernanteroman maskeret som science fiction for dumme teenagere. Ren "Hunger Games"-ripoff. Glem den og hvad der ellers måtte komme af efterfølgere.

Dårligt manuskript, dårlig casting, fede effekter.

MI5-analytikeren Johnny Worricker (Bill Nighy) modtager fra sin ven, chefen for MI5, Benedict Baron (Michael Gambon), en tophemmelig rapport, der også er distribueret til Jill Tankard (Judy Davis) og til indenrigsminister Anthea Catcheside (Saskia Reeves). De har et internt møde, og Johnny fremhæver, at det på side otte oplyses, at premierminister Alec Beasley (Ralph Fiennes) ved, at den amerikanske regering torturerer fanger i fængsler rundt om i verden. I mellemtiden bliver Johnny gode...Læs hele anmeldelsen

Endeløs række af bankrøverier, endeløs række af overvågninger, endeløs række af skyderier. Det, der skulle have været en spændende historie, ender som den tidligere mesterinstruktør Michael Manns næstkedeligste film, kun overgået af "Miami Vice". Skuffende som bare fanden. Tommelfingeren nedad.

Nok en lille tur til Michael Mann-troperne.

Anmelderne har ret: manuskriptet er ikke godt nok, og der er ikke meget at komme efter emotionelt.

Men Michael Mann har instrueret, Dante Spinotti (Manhunter, Heat, Mohikaner) har fotograferet og der er brugt en formue på 1930'er-production design.

Så: et par pæne timer i kendt territorium. Men ikke vigtig at se

“Jeg vil også være med på fantasybølgen!” sagde Danmark, fandt et dilettantisk GOT-ripoff hos boghandleren og lavede en discountudgave af "Eragon".

Handlingen er flintrende ligegyldig, og filmen i sig selv er mindst en time for lang og stort set lige så dum og kitschet som et tv-afsnit fra tresserne. Men givetvis en smuk nostalgisk oplevelse, hvis man virkelig kunne lide det lort. Og tallerkenerne er for de flotte effekter.

Indiefilm, der hævder at være science fiction, men det er det bare ikke. Man kan naturligvis indvende, at ingen tidsrejsehistorier er sf, da det ikke er muligt at rejse i tiden, men det forstærker jo bare mit argument. Tidsmaskinen her er et designerdrug, der sender brugeren tilbage til tilfældige steder i fortiden med den begrænsning, at hvis man ikke er på præcis samme plet når virkningen ophører, bliver man hængende i fortiden. Og det er efter min mening fortænkt nonsens. Hvis jeg havde...Læs hele anmeldelsen

En seriemorder kidnapper drenge fra en skole i en lille by nær Denver, og hans seneste offer er Finney, som han spærrer inde i en kælder, hvor der heldigvis er en gammel sort telefon, så de tidligere ofres genfærd kan ringe til Finney og give ham gode råd om, hvordan han kan slippe væk, selv om det mislykkes hver gang. Men heldigvis er Finneys lillesøster synsk og snakker med Jesus og kan fortælle politiet, hvor broderen er spærret inde. Filmen bygger på en historie af Stephen Kings søn Joe...Læs hele anmeldelsen

Meningsløst vrøvl om livet efter livet. 100 minutter, jeg aldrig får igen.

Amatøragtig japansk lavbudget-filmatisering af Robert A. Heinleins tidsrejsehistorie fra 1957 om en mand, der efter 30 års kryosøvn rejser tilbage i tiden for at straffe de svindlere, der snuppede hans firma fra ham, og genfinde sit livs kærlighed (her af uforståelige grunde lavet om til en stedsøster). 

Endnu en flovmand fra holdet bag Netflix-serien “The Haunting of Hill House”, som molesterede Shirley Jacksons spøgelseshistorie af samme navn, den bog der inspirerede Stephen King til “The Shining” og “Rose Red”. Denne gang er det Henry James' gyserklassiker “The Turn of the Screw”, der kommer under kniven, eller rettere i blenderen, og de har gjort klogt i at ændre titlen, der kun sporadisk tangerer originalen. Handlingen er flyttet frem...Læs hele anmeldelsen

Det var Shirley Jacksons roman om spøgeriet i Hill House, der inspirerede Stephen King til The Shining, historien om en bygning (i Kings version et hotel), der har fået liv af den ondskab, der i tidens løb har akkumuleret sig bag dens vægge. Robert Wise lavede den hidtil bedste (og mest tro) filmatisering af Jacksons bog i 1963, og den fremstår stadig som en af de mest uhyggelige film, der nogensinde er lavet. Nu har Netflix så gjort forsøget med en hel serie, og selv om den stort ikke har...Læs hele anmeldelsen

Den meste skamløse film jeg har set i lang tid. Lamme rom-com klicheer kombineret med Hollywood-handjob, (jødisk) forfattermyte og transatlantisk kærlighedshistorie.

Føj for hulens.

Kate Winslet og Cameron Diaz som hhv. 31- og 34-årige er s'føli fint.

Men de får rædselsfulde replikker, og skal ustandseligt fjolle rundt i pinefulde montager. Kate Winslets luft-guitar og Cameron Diaz' sutskodans var særligt ækle.

Hele manuskriptet stinker og halter. Meget dårligere...Læs hele anmeldelsen

God underholdning for alle under 15.

Jeg havde set frem til denne serie både på grund af Charlie Cox, som var fremragende som Daredevil, og den smukke Olga Kurylenko, som altid leverer varen. Og så er den skrevet af Matt Charman, som skrev manus til Spielbergs “Bridge of Spies”. Hurra, tænkte jeg.

Men jeg havde allerede i første afsnit svært ved at forstå, hvordan en russisk spion kunne begå et attentat mod lederen af MI6 ved upåagtet at gå ind i hans klub forklædt som servitrice og give ham en forgiftet whisky … endda...Læs hele anmeldelsen

Filmen præsenteres som horror, og der sker da også grimme ting med personerne, som omkommer en efter en på bestialsk vis, men i virkeligheden er det en satire over kunstbranchen, hvor både kritikere, kunstnere, agenter, gallerister og kunder præsenteres som højrøvede idioter, der åbenbart fortjener at dø. Det er holdet bag den glimrende "Nightcrawler", som er på banen igen, og produktionsværdien er der bestemt ikke noget i vejen med, men det er en underlig diffus...Læs hele anmeldelsen

Det er med garanti hundrede gange sjovere at spille Assassin's Creed end at se denne totalt kiksede filmatisering. Alle de mange dejlige budgetklejner gik til Fassbender, Cotillard, Irons, Rampling, Gleason og specialeffektafdelingen, som alle har gjort deres bedste, men der blev desværre ikke andet end smuler tilbage til manuskriptforfatteren og instruktøren. Det er åbenbart mere reglen end undtagelsen, at fede computerspil tabes på hollywoodgulvet.

Pænt produceret B-thriller med et “overraskende” plot, som desværre er set før. Hvor vil jeg ikke sige, for så er filmen spøjlet. Jeg lugtede lunten cirka et kvarter inde og var dum nok til alligevel at se den færdig.

To timers ørkenvandring, vekslende mellem closeups af Phoenix og snak, snak, snak med hans åh, så følsomme styresystem. Gab, gab, gab. Se "Electric Dreams" fra 1984 i stedet for. Den er i det mindste original.

Guy Ritchie voldtager Arthur-myterne i en kaotisk togkollision af en freudiansk musikvideo på svampe.

Totalt kikset fortsættelse. Uforståeligt langt ude i hampen. Far er både vred og skuffet.

Ulideligt navlepilleri fra Christensen og Hvam uden hverken historie eller humor. Den serie har for længst overlevet sig selv. Trist, at den skulle dø med et klynk.

Florence Pugh er et stort talent, der på rekordtid har arbejdet sig op i øverste stjernerække med film som "Lady Macbeth", "Little Women", "Black Widow" og "Oppenheimer". Det betyder dog ikke, at alle film, hun medvirker i, er gode. Jeg gav gyseren "Midsommar" 0 stjerner, fordi den er 100 procent gyselig på den forkerte måde, og det det samme kunne jeg fristes til her, men Pugh og veteranen Celia Imrie formår dog at hæve den alt andet end uhyggelige historie til 1.5 ud af 5. Plottet følger...Læs hele anmeldelsen

Johan Renck, som instruerede alle afsnit af den fremragende miniserie "Chernobyl", har denne gang lavet en vildt besynderlig rumfilm, som intet har med science fiction at gøre, da den lige så godt kunne foregå på en grønlandsekspedition. Han slutter sig dermed til kredsen af filmskabere, som forsøger sig med genren uden at have nogen klar fornemmelse for den ("Ad astra" og "Never let me go" ...Læs hele anmeldelsen

Worst heroes ever, indeed.

Der er en grund til, at dette usammenhængende makværk ikke fik biografpremiere, men røg direkte på Netflix. Nuff said.

Gaaaaab!

En ufattelig gang arthouse bullshit maskeret som science fiction. Far er skuffet.

Det eneste interessante ved denne film er, at den er optaget over 12 år med de samme skuespillere. Det burde have været tid nok til at få instruktøren/forfatteren til at finde på en historie, men nej - der sker ikke en skid, og det varer tre timer. Som at være på høflighedsvisit hos naboen og blive tvangsindlagt til at se hans smalfilm. Gaaaab!. Endnu en gang fatter jeg ikke kritikerne.

Denne utilgiveligt kedelige film vandt gudhjælpemig en Oscar. Se "Incendies" i stedet. Den var nomineret i samme kategori (Bedste udenlandske film) og slår Biers dødssejler med adskillige lysår.

Hvis du vil se en god film af Bier, så prøv "Brødre" eller "Efter brylluppet".

Det er meget svært at se, hvad der er meningen med denne samling grågrumsede lavbudget-socialrealisme-klicheer ud over at fortælle en spændende historie, men det er sådan set også okay. Desværre blev der ikke råd til en slutning.

Denne prequel er blevet rost for at være bedre end originalen, hvilket næppe passer, da den umuligt kan blive værre. Filmen er hverken hyggelig eller uhyggelig, men bare latterlig, og du kan roligt bruge den som indslumringspille for dine småbørn. Se "The Autopsy of Jane Doe" i stedet.

Grimme spildte kræfter fra Mumle-Mads. Gefundenes Fressen for puerilister med ekstrem dårlig smag og hang til pangfarver.

Den alt, alt for svære toer. Glem den!

Stor skuffelse. Glem den.

Florian Henckel von Donnersmarck, der lavede "De andres liv", var knap så heldig med denne fuser.

Hvis du ikke gætter den "overraskende" slutning fem minutter inde i historien, sådan som jeg og formentlig mange andre gjorde, kan den måske være en smule underholdende. Men for mennesker med indbygget plothulsdetektor er den et sørgeligt spild af tid og talent. Muligvis Johnny Depps værste film til dato.

Arthouse-gylle. Halvanden time jeg aldrig får igen.

Fem-seks afsnit blev det til, før jeg stod helt af. Det her er fantasy, når det er værst ─ et konglomerat af fortærskede klicheer, dilettantiske skuespillere, afholdsporno og dårlig scenografi, der stinker af østeuropæisk discount og da også er af polsk oprindelse.

Se "Game of Thrones" eller "Carnival Row" i stedet. Det er kvalivare.

Fantasykitsch for båtnakker. Ufatteligt, at manden, der lavede "Moon" og "Source Code", har lagt navn til denne gang totalcrap. Tolkien har tydeligvis levet forgæves.

Kun børn og gamle tanter kan blive skræmt af denne langtrukne gang gøgemøg.

Uuuakkk! Lortefilm!

Tom, sorgpornografisk montage af klip fra eksisterende gysere.

Undgå.

Skam- og talentløs Mattel-reklame maskeret som Teletubbies for voksne. Frigid plastickomedie med mudret budskab helt uden bid og nosser, ganske som forlægget.

To timer af mit liv, jeg aldrig får tilbage.

Røvkedelig Bergman-pastiche. Glem den.