Levende begravet (1962)

Vincent Price havde travlt andetsteds, så Roger Corman brugte i stedet oscarvinderen Ray Milland ("Forspildte dage") i denne filmatisering af Poes "The Premature Burial". Filmen har altid været nedvurderet af Vincent Prices trofaste fans, fordi det er den eneste af Cormans Poe-filmatiseringer, Price ikke er med i og følgelig i deres øjne ikke en "rigtig" Poe-film. Men det er virkelig ikke retfærdigt, for Milland yder en god, stille præstation (som Price givetvis ville have overspillet) som en kunstner, der er overbevist om, at han vil møde den samme skæbne som mange af sine forfædre ved at blive begravet levende. Det er en god, skræmmende og sjældent brugt vinkel (tidligere anvendt af Dreyer i "Vampyr"), og når du har set filmen, vil du sikkert være enig med mig i, at kremering bare er vejen frem. Så paranoiasmittende er historien.

Alle kan naturligvis regne ud, at protagonistens frygt for at blive levende begravet på et tidspunkt bliver til grufuld virkelighed, men Corman holder suspense og uhygge kørende med tåge, tordenvejr, skumle gravrøvere, jumpscares og stemningsfulde kulisser (eksempelvis et mausoleum med alskens nødudgange og et bæger med gift som sidste udvej). Og så siger jeg ikke mere.

Som dreng så jeg tryllebundet filmen tre gange i Metropol på Strøget i København. "Levende begravet" er i mine øjne langt over gennemsnittet af lignende gysere.